Log ind
Vi vil aldrig dele din e-mail med nogen anden.
Nulstille kodeord

Indtast din e-mail-adresse, så sender vi dig et link for at nulstille din adgangskode.

Tilbage til log ind
Ebbe Langberg

Ebbe Langberg

Biografi

Ebbe Langberg var søn af skuespilleren Sigurd Langberg og skuespillerinden Karna Løwenstein-Jensen og storebror til skuespilleren Jesper Langberg. Han begyndte som barneskuespiller på Solby-Scenen og kom snart efter med i radioens børnetimer og fik sin filmdebut som Dittes lillebror i "Ditte Menneskebarn" fra 1946. Desuden medvirkede han også som barn i filmen "De pokkers unger". Som flere af de "unger" var han ansat i Radioens Juniorscene og spillede hovedrollerne dèr indtil 1949. Samme år var han "Wilhelm Tell"s søn for Skolescenen på Det Ny Teater. Ebbe Langberg fik en teateruddannelse i London 1950-1951, læste siden med Sam Besekow og gennemgik derefter Odense Teaters Elevskole i to år 1951-53 efter at være dumpet to gange til optagelsesprøven på Det Kongelige Teater. Han debuterede 20/2 1953 som Owen i "Rigtige mennesker". Efter sin uddannelse i Odense drog han til København sammen med fem kammerater, lejede Riddersalen og opførte "Sex i sommerhuset". Efter et år på Aalborg Teater fik han i 1955 gennembrud som revyskuespiller i Cirkus Ib. Derefter var han tilknyttet forskellige teatre, bl.a. ABC Teatret, Riddersalen og Apollo Teatret. Han medvirkede i omkring 40 film i 1950'erne og 1960'erne, hvor han blev pigernes tilbedte biografhelt og spillede roller som den kække, reelle førsteelsker, der får sin elskede til sidst som oftest med Ghita Nørby som medspillerske. Sit folkelige gennembrud fik han i filmen "Flintesønnerne" og siden som løjtnant Ras i "Soldaterkammerat"-filmene. I februar 1964 måtte Ebbe Langberg og Birgitte Reimer redde sig ned med stiger da der udbrød brand i Novaris Films gård i Risby, hvor selskabet havde atelier. Han medvirkede kun i een film i 1970'erne, nemlig "Skytten", hvor han spillede kriminalassistent Høegh og hans sidste rolle var som Per Simonsen i den amerikanske spillefilm "Pigen i gyngen" fra 1989. Efter Ebbe Langberg opgav skuespillet og førsteelskerrollerne blev han filminstruktør og teaterdirektør. I 1963 debuterede han med filmen "Peters landlov". Han instruerede ialt 7 spillefilm og var fra 1966 også sceneinstruktør. Han var medinstruktør på TV-serien "Ka' De li' østers " 1967 og instruerede i 1970 de syv første afsnit af "Huset på Christianshavn". Fra 20. januar 1968 og indtil oktober 1973 var han direktør for Aalborg Teater og derefter en enkelt sæson direktør for Det Danske Teater 1973-74. Efter nogle år som teaterforlægger i New York blev han i 1980 leder af Strøghusteatret og åbnede i 1982 det nye Rialto Teater, som han var leder af til sin død.

  • Kendt for: Acting
  • Fødselsdag: 1933-08-01
  • Fødested: København, Danmark
  • Også kendt som:

Filmliste over Ebbe Langberg