En forårsdag byder på en makaber overraskelse, da der bliver fundet et lig uden hoved flydende rundt i en af Københavns voldgrave. Retsmediciner Hans Petter Hougen kan dog konstatere, at det ikke er halshugningen, der er dødsårsagen, men at personen er blevet dræbt på en anden voldsom måde. Det bliver indledningen på en kompliceret efterforskning, fordi nogle centrale spørgsmål står ubesvarede. Hvem er den dræbte person? Og hvor er hovedet? Politiet og dykkere sætter jagten ind på hovedet, men det er ikke de eneste udfordringer. Liget har ligget i vand i lang tid, hvilket besværliggør arbejdet for både Hans Petter Hougen, kriminalteknikerne, fingeraftrykseksperten og politiets efterforskere.